skip to Main Content
Breaking

Stepz tilbyder Breakdance (Breaking) til børn og unge i alderen 5-15 år
– både på Østerbro og Vesterbro, samt på Stepz Danseuddannelsen.

Vi arbejder med ”powermoves”, ”babyen” m.m., hvorefter de forskellige moves sættes sammen til en koreografi ved hjælp af Hip Hop-inspirerede trin. Vi øver herudover også freestyle, da breaking primært er en freestylekategori.

Hvad er Breaking / Breakdance? 
Breaking – også kaldet Bboying – er den akrobatiske fætter i streetdance familien. Den meget improvisationsprægede dans består af 4 bevægelses-kategorier:

  • Toprock (footwork udført stående)
  • Downrock (footwork udført med kroppen tæt på gulvet og hænderne i gulvet)
  • Power moves (akrobatiske udfoldelser som headspin, backspin, windmills osv)
  • Freezes (poseringer på gulvet, oftest i en svær armbalance).

Historien bag Breaking/Bboying
I 1972 havde James Brown et monster-hit med “Get on the Good Foot”, og som altid dansede han overbevisende og eksplosivt, når han optrådte. I New York resulterede det i en undergrunds-dansestil, som man kaldte The Good Foot. Sidenhen blev det til Bboy, som betyder Break-Boy (piger hed selvfølgelig bgirls), og det skyldes, at det var dansere, som oftest trykkede den af på tromme-breaket i musikken; the breakdown eller bare the break, kaldte man det. På denne måde har danserne inspireret til den musikgenre, der hedder Breakbeat.

DJ Kool Herc, hiphop musikkens fader, holdt nogle kæmpe block-parties og fandt på ved hjælp af to pladespillere med den samme plade at spille break’et om og om igen for at behage danserne. Og således udviklede musikken og dansen sig fra funk til hiphop. Bboying er altså en af hjørnestenene i hiphopkulturen. De andre er DJ-ing, MC-ing og grafitti. Dansen var en måde at battle på uden at slås. Der var hård konkurrence om at være den bedste, og det gik ikke altid fredeligt for sig. The Nigga Twins og Zulu Kings repræsenterede den oprindelige old style breaking, hvis popularitet var ved at uddø i slutningen af 1970erne. Men omkring 1979-80 blev Rock Steady Crew dannet, og med dem kom power moves på banen og gav breakdance, som medierne senere kaldte det, helt nyt liv. Rock Steady Crew er både med i Wild Style (1983) og Beat Street (1984), som begge er film om hiphop kulturen, men også i mainstream filmen Flashdance fra 1984.

Tekst: Tine Salling

Breaking
Back To Top